I. Ekspropriation (§ 47)

• I.1. Generelt
• I.2. Ekspropriation til byudvikling
• I.3. Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner
• I.4. Ekspropriation af rettigheder
• I.5. Fremgangsmåde
• I.6. Klage over ekspropriationsbeslutninger

I.1. Generelt

Efter planlovens § 47, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller privates rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning

• for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen, eller
• for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Betingelserne for at kunne gennemføre ekspropriation efter planloven tager sit udgangspunkt i den praksis, der har udviklet sig efter grundlovens § 73 om forholdet mellem ejendomsrettens ukrænkelighed og ekspropriation. Det er således en forudsætning, at to betingelser er opfyldt, nemlig ekspropriationens lovlighed og dens nødvendighed.

Ekspropriationens lovlighed refererer til grundlaget for ekspropriationen, dvs. at der foreligger en kommuneplan eller lokalplan. Ekspropriationens nødvendighed dækker over flere delelementer, hvor der bl.a. lægges vægt på:

• proportionaliteten i det foretagne indgreb,
• den retlige og fysiske (arealmæssige) nødvendige afgrænsning i forhold til ekspropriationens formål,
• den tidsmæssige sammenhæng mellem ekspropriationsbeslutningen og opfyldelsen af formålet med ekspropriationen,
• grundejerens mulighed for selv at realisere formålet med ekspropriationen, se Afgørelser og vejledende udtalelse fra Planstyrelsen nr. 66/1989.

I.2. Ekspropriation til byudvikling

Ekspropriationen kan ske, inden den detaljerede (lokal)planlægning er gennemført. Det er dog ikke udelukket at ekspropriere til byudvikling på baggrund af kommuneplanen, når der foreligger en lokalplan for (en del af) området.

Ekspropriation til byudvikling (§ 47, stk. 1, 1. led) tager sigte på ekspropriation af større – i det væsentlige – ubebyggede arealer, typisk landzonearealer. Betingelsen for, at der kan eksproprieres, er, at det på grundlag af kommuneplanen og dens rækkefølgebestemmelser kan godtgøres, at ekspropriationen er af væsentlig betydning for at sikre den planlagte byudvikling. Det er derimod ikke et krav, at kommuneplanen angiver, hvilket eller hvilke byformål, arealet skal anvendes til.

Bestemmelsen kan ikke benyttes til ekspropriation til rekreative formål. Almindelige friarealer til bebyggelse er dog ikke omfattet af udtrykket rekreative formål.

Bestemmelsen har sit praktiske anvendelsesområde på et tidligt tidspunkt i planlægningen. Er lokalplanlægning nært forestående, bør eventuel ekspropriation ske på grundlag af en lokalplan.

Se praksis i:

• NKO_295/2003: Ekspropriation til byudvikling i landsby skulle ske på grund af – nært forestående – lokalplan i stedet for bestemmelsen om ekspropriation til byudvikling.
• NKO_271/2003: Ekspropriation til byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen opretholdt. Afgørelsen vedrører bl.a. spørgsmål om rækkefølgebestemmelser.
• Afgørelser og vejledende udtalelse fra Planstyrelsen, nr. 44/1988: Ekspropriation til byudvikling af et 5.000 m² stort byzoneareal, der på alle sider var omgivet af eksisterende parcelhusområder, ophævedes. Planstyrelsen fandt, at ekspropriation i denne situation kun kunne ske på grundlag af en lokalplan.

For så vidt angår praksis vedrørende de øvrige betingelser for ekspropriation, kan der henvises til

• MAD 2006.1444NKN: Ønsket om at have et bredt udbud af byggegrunde til byudvikling opfyldte ikke kravet om ekspropriationens nødvendighed. I sådanne tilfælde måtte der foretages ekspropriation på baggrund af en lokalplan, når nødvendigheden og aktualiteten kunne dokumentere behovet herfor.
• MAD 2007.350NKN: Denne afgørelse vedrører også spørgsmålet om proportionalitet, når en del af ejendommen er omfattet af ekspropriation efter kommuneplanen til byudvikling, og en anden del af ejendommen eksproprieres efter en lokalplan.

Med hensyn til erstatningens fastsættelse:

• MAD 2006.1192: Vestre Landsret udtalte, at udmålingen af erstatningen sker under hensyntagen til den forventning om fremtidige anvendelsesmuligheder, som indholdet af en kommuneplan/lokalplan giver.

Bortset fra den hjemmelmæssige forskel på ekspropriation til byudvikling efter en kommuneplan og ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan er der også andre forskelle, man skal være opmærksom på:

For det første er det ikke et krav, at den detaljerede planlægning for byudviklingen er nært forestående, dvs. der foreligger ikke et krav om en tidsmæssig aktualitet, se Afgørelser og vejledende udtalelse fra Planstyrelsen nr. 66/1989.

For det andet giver det ikke mening at tale om grundejerens mulighed for selv at realisere formålet med ekspropriationen, idet der endnu ikke foreligger en detaljeret planlægning, hvorpå grundejeren kan støtte sin ret, se Afgørelser og vejledende udtalelse fra Planstyrelsen nr. 66/1989.

Endelig forudsættes det – som det tredje – at kommunen ved en ekspropriation til byudvikling vil stå som ejer af arealet. Der kan med andre ord ikke foretages ekspropriation til fordel for tredjemand, hvormed tredjemand, der kan være en developer, entreprenør mv., fra starten af bliver ejer af (dele af) arealet i stedet for kommunen.

I.3. Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner

Ekspropriation efter § 47, stk. 1, 2. led, kan ske til virkeliggørelse af den detaljerede planlægning i en lokalplan/byplanvedtægt. Det er en forudsætning for anvendelse af ekspropriationsbestemmelsen, at lokalplanen konkret beskriver den anvendelse/bebyggelse, hvortil der ønskes eksproprieret. Ekspropriation efter rammelokalplaner er ikke mulig.

Hvis kommunalbestyrelsen alene ønsker at realisere lokalplanformål, hvortil ekspropriation kan ske i medfør af anden lovgivning, fx arealerhvervelse til offentlige veje og parkeringspladser, jf. lov om offentlige veje § 43, bør denne lovgivnings ekspropriationsregler anvendes.

Ekspropriation på grundlag af en lokalplan/byplanvedtægt forudsætter, at ekspropriationen er af væsentlig betydning for virkeliggørelsen. Det er en betingelse for ekspropriation, at det er nødvendigt for kommunen at få rådighed over det pågældende areal, fx fordi der skal udføres anlæg på arealet. Det er desuden en betingelse, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er nært forestående.

Kravet, om at ekspropriationen skal være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af lokalplanen, indebærer, at ekspropriation ikke kan finde sted, hvis ekspropriationsformålet kan realiseres på en for ejeren mindre indgribende måde, eller hvis ejeren – bortset fra offentlige formål – selv kan og vil realisere ekspropriationsformålet.

Se:

• NKO_3/1993: Ekspropriation af ejendom til placering af Par-3 bane for uøvede var ikke nødvendig for anlægget af golfbane af international standard.
• NKO 56/1995: Ekspropriation til støjvold ved privat virksomhed – nødvendighed ikke godtgjort.
• NKO_118/1996: Ekspropriation ophævedes. Vejadgangen kunne anlægges på en måde, der ikke forudsatte ekspropriation.
• NKO_214/2000: Ekspropriation på grundlag af lokalplan til udvidelse af eksisterende flyveplads fandtes ikke nødvendig og rimelig.

Kravet, om at anvendelsen af det pågældende areal skal være nært forestående, betyder bl.a., at de nødvendige tilladelser efter anden lovgivning skal være meddelt eller kan forventes at blive meddelt inden for en kortere frist.

Det er – bortset fra offentlige formål – ikke nogen betingelse, at det er kommunen eller en anden offentlig myndighed, der realiserer ekspropriationsformålet. Der er adgang til at overdrage et eksproprieret areal til en privat, der vil disponere over arealet i overensstemmelse med planen.

I.4. Ekspropriation af rettigheder

Planlovens § 47 giver også hjemmel til ekspropriation af private rettigheder over fast ejendom, fx leje-, brugs- eller servitutrettigheder. Her forudsættes også de almindelige ekspropriationsbetingelser at være opfyldt.

Med hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 16, kan der uden ekspropriation i en lokalplan træffes bestemmelse om ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål. Private rådigheds- og tilegnelsesservitutter kan derimod kun fjernes ved ekspropriation.

I.5. Fremgangsmåde

For så vidt angår fremgangsmåden ved ekspropriation, henviser planloven til lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 (planlovens § 47, stk. 3). Det betyder, at der efter reglerne i vejloven skal afholdes åstedsforretning, og at kommunalbestyrelsen først efter udløbet af den frist, der er fastsat i vejlovens § 48, kan træffe ekspropriationsbeslutning.

En lokalplan kan ikke danne grundlag for en ekspropriationsbeslutning, før planen har fået endeligt bindende virkning ved den offentlige bekendtgørelse (planlovens § 30). Indledende skridt til ekspropriationen, som afholdelse af åstedsforretning mv., bør ikke finde sted, før indholdet af lokalplanen er kendt, dvs. før lokalplanen er endeligt vedtaget.

I.6. Klage over ekspropriationsbeslutninger

Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, kan ekspropriationsbeslutningen påklages til Naturklagenævnet.

Klageadgangen er ikke begrænset til retlige spørgsmål. Også spørgsmål om ekspropriationens hensigtsmæssighed og rimelighed kan påklages (se nærmere kapitel J).

Hvis der ikke er enighed om ekspropriationserstatningens størrelse, fastsættes denne af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje (planlovens § 50).